De Blå Disciple

Harpun

Hospitals hvide alt er kaos med stemmer på hochdeutsch baryton sopran eller er det mig bas tenor slørede syner af uendelige gange jeg har flere hjul på jeg glider i lagner hvor er Camilla min brystkasse føles som et kukkeur min pande som en pauke mørket presser sig på det er ulideligt symposium af udspilede pupiller kanyler jeg får tilført ilt munden pumper tør ru tæer snurrer koldt metalrør i min hals en isnen pulserer hurtigere stoffet virker ikke og sengen spinder min tunge er en trumpet der spytter blod ud af mit bryst omringet jeg forsvinder ind i en sort sky af sære instrumenter tang saks sutur klemme på to superskurke jeg kan næsten se dem nu shh en dosis adrenalin modtagelse er jeg slukkere er tyndere er tilsølet men orker kun medføre kræsen blindhed performancekunstnere danske vist er det sidste jeg hører før jeg tages tilbage bløde røde morgener ved havet og under himmelhinden min far med harpunen jeg messer blank metalsuppe ursuppe farer gennem fortiden i er kludene spandene beholderne med sæbe ting nøglering bog jeg kan men falder og har været her før eksploderer ned gennem historien fra et ulegemeligt kortspil sidder lidenskabsløse med vores fugles ild i hænderne i frostsprængt englestøv og der er noget galt noget er helt forkert tænker jeg før mine øjne åbnes igen og en træt bevidsthed spredes fra ansigt til hals til bryst prøver at bevæge fødder men det kan jeg ikke.