Hvad Skovsøen Gemte (Illustrated)

HVAD SKOVSØEN GEMTE —

I denne Bog forekommer af og til svenske Udtryk og Vendinger i tillæmpet dansk Form. Det ufuldstændige Sprogfællesskab bevirker, at vi danske, naar vi taler med svenske eller læser Svensk, ikke tænker paa Svensk, som vi tænker paa Tysk eller Fransk, naar vi hører disse Sprog tale eller læser dem. Vi oversætter heller ikke, vi tillæmper de fremmede Ord og Vendinger. Saaledes glider Sproget ind i vort eget, og det forekommer mig ofte for Fortællingens Farve af Vigtighed at bevare disse halvt fremmede, halvt hjemlige Talefigurer. Dog har jeg anset det for rigtigt, for at undgaa Misforstaaelse, udtrykkelig at bemærke dette.

Oversættelsesretten af Bogen til Svensk er forbeholdt.

IINDLEDNING

Skovsøen —

En Dag i Maj 1902, kort efter at Skoven havde udfoldet sin grønne Vaarpragt, besluttede Eigil Holst at belønne sig selv med en Udflugt til det nordlige Sjælland. Han trængte til at faa Luft i Lungerne og slippe bort fra Slidet, Støvet og Røgen derinde i Hovedstaden. Desuden var han træt, nervøs og overanstrengt af haardt Arbejde.

Eigil Holst var 26 Aar, eneste Søn af en militær Embedsmand, begge hans Forældre var døde, hans Slægt hørte hjemme i Jylland, og selv var han først kommen til Hovedstaden, da han 22 Aar gammel havde ombyttet Sekondløjtnantens forsølvede Usikkerhed med en københavnsk Politimands mindre straalende, men noget mere betryggende Udsigter. Eigil Holst var fra Barndommen bestemt til den Vej; saalænge han kunde huske, havde Politiromanen været hans kæreste Læsning, Kriminalhistorien hans bedste Glæde. Pitavals berømte Værker havde han gennemlæst Bind for Bind i den tyske Udgave; efterhaanden som han voksede til, drev han denne Læsning systematisk, læste tyske og engelske Værker om Kriminalogi, ja drev det endog saa vidt, at han med Støtte fra en Fætter, der var Latinskolelærer, erhvervede Kendskab til Fransk for at studere den berømte Macé i Grundsproget og Italiensk for at kunne følge den italienske Skoles interessante Forbryderteorier.

Hans største Sorg var det, at Faderen ikke vilde lade ham studere; han ønskede ivrigt at blive Jurist og Dommer og tænkte saa smaat paa ved egen Hjælp at arbejde sig frem til Studenterexamen. Saa døde Forældrene, ligesom han var fyldt 18 Aar, og han maatte forblive i den Plads som Medhjælper hos en Boghandler, som han efter Faderens Ønske havde tiltraadt efter at have taget Præliminærexamen. Der blev han, til han skulde aftjene sin Værnepligt, og da han var en ordentlig, opvakt, veldisciplineret ung Mand, blev han udtaget til Sekondløjtnant og gjorde som saadan Tjeneste et Aar. I denne sin Tjenestetid blev han en søgt og afholdt Gæst i Garnisonsbyens bedste Hjem, men var forstandig nok til at indse, at Soldaterlivet for ham kun kunde blive et Gennemgangsled.

Hans Kompagnichef, en halvgammel, elskværdig Soldat, der var beslægtet med en af Hovedstadens overordnede Politiembedsmænd, skaffede ham Ansættelse i Politiet, og Eigil Holst begyndte igen støt og roligt nede fra for at arbejde sig frem til en Stilling, der paa en Gang kunde tilfredsstille hans Ærgerrighed og skaffe ham Levebrødet.

De første Aar skuffede ham, men sejg og udholdende, som han var, forfulgte han sit Maal og naaede efterhaanden at blive anset for en usædvanlig Brugbarhed, langt forud for sine Kolleger i Dannelse, Kundskaber og medfødt Haandelag. Han holdt sig for sig selv, levede stille i et Pensionat midt i Byen, søgte ikke Kammeraternes Selskab, var derfor ikke særlig vel lidt, men uangribelig i sin Vandel.

De andre sagde, han var en Tørvetriller, der ikke havde Sans for andet end Tjenesten og sine mugne Bøger, og det kunde man vel ogsaa nok sige, for han gik sin Vej lige ret ud og gav sig ikke af med nogen.

Eigil Holst var en usædvanlig smuk ung Mand, med brunt, krøllet Haar, mørke, lidt drømmende Øjne, smidig og stærk, sund af Legeme, øvet i alskens Idræt. Kvinderne beundrede ham, men han gik dem forbi uden at se paa dem. Han var sig selv nok, og hans Gerning var ham alt. Han holdt af lange Ture i det grønne og havde paa Cycle kørt det meste af Sjælland igennem paa Kryds og tværs. Mest holdt han af Nordsjælland, Egnen om Gurre og Esrom og Skovene Nord for Helsingør, hvor Kattegat og Sundet mødes, og hvor Kullen hæv