Rapshoved Melpose

Han skrev sine samtaler ned. Kun dem med dyrene. Ikke med os, hans børn, eller med mor. De skulle bevares for eftertiden, sagde han. Så man vidste hvad grise, biller og andre dyr tænkte og sagde før i tiden. Det var ham vigtigt. Han kunne sidde i dagevis på kontoret. Og skrive. Mor brændte alle hans kladdehæfter, da han døde.

Jeg fandt et af de gamle, ubeskrevede hæfter frem, og en forbidt blyant. Jeg tog det med udenfor. Så hentede jeg kaffekanden og skænkede lunken kaffe op. Jeg spidsede blyanten med min lommekniv. Hæftet åbnede jeg på den første side. Af gammel vane bed jeg i blyanten. Den smagte af far. Det hele kom tilbage. Væltende ind over mig. Og det føltes som satte han sig ved siden af mig.

Du skal skrive nu, sagde han. Om dyr.

Ja, sagde jeg.

Det var sådan det tog sin begyndelse.