Erindringer: Herfra - Og Ikke Laengere

Bussen var næsten fuld, men ikke helt fuld, alligevel sagde min mor, at jeg skulle sætte mig på skødet af en mørkhåret, fremmed mand med en stor næse, som sad ved et vindue. Jeg husker ikke, om mor satte sig ved siden af eller, om hun og min søster sad et andet sted i bussen. Mit synsfelt be- grænsede sig til skyggen af mandens profil og det vindue, som blikket kunne flygte ud af. Jeg hørte min mor sige, at jeg skulle kalde manden for "far". Det var den længste bustur i mit liv og sikkert også i mandens liv, vi var lige gen- erte og skrækslagne, vi turde overhovedet ikke røre os, men sad musestille, mens mine svedige lår - så jeg senere, da vi stod ud i grønholt - satte mørke pletter på hans lyse bukser.